Grundlag for tilbageførsel
Tilbageførsel af arealer fra byzone til landzone skal først og fremmest gennemføres efter reglerne i planlovens kapitel 10, herunder § 45. Tilbageførsel af arealer kan finde sted på to måder:
- I overensstemmelse med kommuneplanen: Dette sker efter reglerne i planlovens § 45, stk. 1.
- Efter ansøgning fra en ejer: Dette sker efter reglerne i planlovens § 45, stk. 2.
I begge tilfælde skal kommunalbestyrelsen træffe en konkret beslutning om tilbageførsel. Beslutningen skal ske under de fastsatte procedurekrav i planlovens § 45, stk. 3-5, og være baseret på saglige, planlægningsmæssigt begrundede hensyn.
Ophævelse af zonestatus efter §33, stk. 1 nr. 1
For at ændre zonestatus fra byzone til landzone kan det være nødvendigt at ophæve eksisterende lokalplaner og byplanvedtægter.
- Ændring eller ophævelse af lokalplaner:
Lokalplaner kan som hovedregel kun ændres eller ophæves, hvis kommunen vedtager en ny lokalplan. Dette sker efter reglerne i planlovens kapitel 5 og 6. Kommunens regulering af zonestatus kan kun ske inden for lokalplanens geografiske afgrænsning.
- Ophævelse uden ny lokalplan:
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte at ophæve en lokalplan for et areal, der tilbageføres til landzone, uden at vedtage en ny lokalplan. Dette sker efter reglerne i planlovens § 33, stk. 1, nr. 1. For at dette kan ske, skal kommunalbestyrelsen vurdere, at en planlægning for området ikke længere er nødvendig.
Proceduren for ophævelse af en lokalplan uden erstatning er fastlagt i planlovens § 33, stk. 2-4.
Beslutninger om tilbageførsel efter §45
Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for at træffe beslutninger om tilbageførsel og for at sikre, at procedurer og regler i planloven følges. Kommunen kan beslutte at ophæve byplanvedtægter og lokalplaner for arealer, der tilbageføres fra byzone eller sommerhusområde til landzone efter planlovens § 33, stk. 1, nr. 1.
Dog skal selve beslutningen om at tilbageføre området til landzone imidlertid gennemføres efter reglerne i planlovens kap. 10, herunder planlovens § 45.
Find mere information om tilbageførsler til landzone på Retsinformation eller i Vejledning om kommuneplanlægning.
Indberetning af områder, der tilbageføres til landzone
For at indberette et område, der tilbageføres til landzone, skal du sende en mail til support.plandata@plst.dk.
Mailen skal indeholde:
- Kommunenavn
- De tilhørende datoer:
- Vedtagelsesdato (den dato, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet tilbageførslen).
- Ikrafttrædelsesdato (den dato, hvor tilbageførslen skal offentliggøres).
- Et PDF-dokument med beslutning om tilbageførslen efter §45 i Planloven. Vær her opmærksom på, at der er tale om 45-afgørelsen og ikke en § 33-afgørelse.
- En GIS-fil, der indeholder geometrien for det område, der skal tilbageføres. Filen skal være i GeoJSON-, GML-, MapInfo- eller Shape-format i projektion UTM zone 32, EPSG:25832.
De indsendte data vil herefter offentliggøres på kort.plandata.dk.