De lokale naturråd har afleveret deres anbefalinger til kommunalbestyrelserne, som nu kan anvende dem i deres videre arbejde med kommuneplanen.
Kommunerne skal udpege Grønt Danmarkskort i kommuneplanen
Kommunerne skal i henhold til planloven udpege områder, der skal indgå i Grønt Danmarkskort. Udpegningen skal omfatte naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser samt økologiske forbindelser, potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser.
Kommunernes samlede udpegninger vil udgøre Grønt Danmarkskort (planloven, § 11 a, stk. 2).
Grønt Danmarkskort skal sikre en forstærket indsats for større og mere sammenhængende naturområder. Når Grønt Danmarkskort er færdigudpeget, skal kortet tjene som et strategisk planlægnings- og prioriteringsværktøj, der kan anvendes af både kommuner, staten, foreninger og fonde som grundlag for en prioritering af kommende naturindsatser.
Miljø- og Fødevareministeriet, Miljøstyrelsen, har udsendt en vejledning om udpegning af Grønt Danmarkskort og naturbeskyttelsesinteresser i kommuneplanen. Find vejledningen i boksen til højre.
Kommunerne skulle etablere lokale naturråd
Kommunalbestyrelserne skulle senest den 15. januar 2018 oprette lokale naturråd, som skulle bistå kommunerne med udpegning af områder, der skal indgå i Grønt Danmarkskort. Rådene skulle afslutte deres arbejde senest den 15. juli 2018.
Fristen for de lokale naturråds afslutning af deres arbejde var fastsat til den 15. juli 2018 af hensyn til de kommuner, der ønskede at udpege udviklingsområder i efteråret 2018, idet udpegning af Grønt Danmarkskort og udviklingsområder skal ske parallelt i kommunernes planlægning.
De lokale naturråds arbejde er således afsluttet.
Oprettelse af lokale naturråd
Der skulle oprettes et lokalt naturråd inden for hvert af de 20 geografiske områder, som landets kommuner blev inddelt i. Områderne fremgår af bekendtgørelsen.
I hvert af de 20 områder blev der udpeget en kommune, som varetog sekretariatsbetjeningen af det lokale naturråd.
Sekretariatskommunerne skulle sikre oprettelse af de lokale naturråd. Alle kommuner skulle offentliggøre oplysninger om oprettelse af lokale naturråd på deres hjemmesider, herunder fastsætte en frist, som gav organisationer og foreninger minimum 4 uger til at indstille medlemmer til det lokale naturråd inden for det pågældende geografiske område.
Som det fremgår af vejledning om etablering af lokale naturråd, var det naturrådene, der tilrettelagde rådenes arbejde, herunder fastlagde tidsplanen for arbejdet.
Udveksling af oplysninger
Kommuner og lokale naturråd har haft mulighed for at sende informationer, som ønskedes delt, til Erhvervsstyrelsen, hvorefter Erhvervsstyrelsen lagde dem på Planinfo.dk. Det kunne blandt andet være oplysninger om sekretariatskommuner og tidsfrister for indstilling af organisationers og foreningers repræsentanter til de lokale naturråd.
Se de indkomne spørgsmål her
Se sekretariatskommunerne her