Tilvejebringelse

Det er et selvstændigt formål med planloven, at offentligheden i videst muligt omfang bliver inddraget i planlægningsarbejdet, jf. planlovens § 1, stk. 2, nr. 6.

Der er en række procedurekrav, som skal overholdes, men derudover er det op til planmyndigheden at vurdere, hvordan inddragelsen af offentligheden konkret skal foregå.

Offentliggørelse af forslag til lokalplaner – §§ 24-26

Reglerne om offentliggørelse af planforslag findes i planlovens § 24. Når kommunalbestyrelsen har vedtaget et lokalplanforslag, skal planforslaget med den tilhørende redegørelse (§ 16) offentliggøres.

Offentliggørelse skal ske i det fælles plansystem Plandata.dk.

Se også: Plandata.dk

Mindretalsbeskyttelse – § 24, stk. 2

Efter § 24, stk. 2, kan ethvert medlem af kommunalbestyrelsen forlange, at eventuelle afvigende meninger offentliggøres sammen med planforslaget.

Det er en forudsætning, at det pågældende medlem har fået sin afvigende mening om planforslaget tilført beslutningsprotokollen ved behandlingen af forslaget. Samme ret har et udvalgsmedlem vedrørende planforslag, der vedtages af et stående udvalg eller økonomiudvalg.

Høringsfrister efter § 24, stk. 3-7

Kommunalbestyrelsen fasttætter som udgangspunkt en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af indsigelse mod planforslaget (stk. 3). 

Efter proceduren i § 24, stk. 5 og 6 kan kommunen imidlertid fastsætte en kortere frist end de 8 uger. Kommunalbestyrelsen kan således fastsætte en frist for at fremsætte indsigelse over for forslag til lokalplaner på 4 uger (stk. 5). For forslag til lokalplaner af mindre betydning kan kommunen fastsætte en frist for at fremsætte indsigelse på 2 uger (stk. 6). 

Kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre, at den fastsatte frist er passende og tillader rimelig tid til at informere offentligheden, herunder at offentligheden kan forberede sig på og opnå reel deltagelse i processen (stk. 7). 

Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser m.v. mod et lokalplanforslag, kan vedtagelsen af lokalplanen tidligst ske 4 uger efter udløbet af indsigelsesfristen.

Orientering af ejere og lejere m.v. – § 26

Samtidig med offentliggørelsen af lokalplanforslag skal kommunalbestyrelsen efter reglerne i planlovens § 26 give skriftlig underretning til ejere, lejere og brugere, foreninger mv. samt til eventuelle servitutpåtaleberettigede. 

Statslige myndigheders indsigelser – §§ 28-29

Efter planlovens § 29, stk. 2skal Erhvervsministeren fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner for arealer i kystnærhedszonen uden for udviklingsområderne, hvis planforslaget er i strid med:
  • bestemmelserne i § 5 a, stk. 1, § 5 b, § 11 f (bestemmelser om planlægning i kystområderne)
  • bestemmelserne i § 16, stk. 3 (om visuel vurdering mv. i lokalplanredegørelsen i kystnærhedszonen og de kystnære dele byzonerne).

Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. lovens formålsbestemmelse.

Efter planlovens § 29, stk. 3, kan en minister fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, ministeren skal varetage. Retten til at fremsætte indsigelse gælder også for stiftsøvrigheden.

Efter planlovens § 29 c kan en berørt nationalparkfond fremsætte indsigelse over for et planforslag, hvis forslaget har væsentlig betydning for nationalparkens udvikling. 

Procedure for myndigheders indsigelse

Proceduren for en myndigheds indsigelse er fastlagt i § 28. Et planforslag kan således ikke vedtages endeligt, hvis en myndighed efter reglerne i §§ 29, 29 a, 29 b eller 29 c har gjort indsigelse mod planforslaget. Indsigelsen skal fremsættes skriftligt. 

En indsigelse, som altid skal være begrundet, skal fremsættes over for kommunalbestyrelsen inden udløbet af indsigelsesfristen. Når indsigelse er fremsat, kan forslaget først endeligt vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer. 

Kan parterne ikke nå til enighed, kan spørgsmålet indbringes for erhvervsministeren. 

Nationalparkfonds indsigelser - § 29 c

Efter planlovens § 29 c kan en berørt nationalparkfond fremsætte indsigelse over for et planforslag, hvis forslaget har væsentlig betydning for nationalparkens udvikling. 

Forholdet mellem nabokommuner – § 29 b

Efter planlovens § 29 b kan en kommunalbestyrelse fremsætte indsigelse mod en nabokommunes planforslag, hvis forslaget har væsentlig betydning for kommunens udvikling. 

Ændringer ved endelig vedtagelse - § 27, stk. 2

Der kan efter lovens § 27, stk. 2, foretages ændring af planforslaget i forbindelse med planens endelige vedtagelse.

Hvis ændringen på væsentlig måde berører andre myndigheder eller borgere m.fl. end dem, der er kommet med indsigelse på dette punkt, kan endelig vedtagelse ikke ske, før de pågældende – inden for en frist kommunalbestyrelsen har fastsat – har haft lejlighed til at udtale sig.

Hvis der er tale om en så omfattende ændring, at det reelt er et nyt planforslag, skal offentliggørelse og underretning ske efter samme regler som ved nye planforslag. 

Offentliggørelse af endeligt vedtaget plan – §§ 30-31

Kommunalbestyrelsen fortager offentlig bekendtgørelse af den endeligt vedtagne plan og sender den til de myndigheder, hvis interesser berøres af planforslaget. Planen skal offentliggøres i Plandata.dk. (§ 30, stk. 1). 

Samtidig med den offentlige bekendtgørelse efter § 30 sender kommunalbestyrelsen et eksemplar af den offentliggjorte bekendtgørelse til ejere af ejendommen, der er omfattet af planen, enhver der rettidigt har fremsat indsigelse, myndigheder og foreninger nævnt i § 25 og § 26, stk. 1, nr. 3.  

Bortfald af lokalplaner – § 32

Et forslag til lokalplan bortfalder, hvis det ikke er endeligt vedtaget inden 3 år efter offentliggørelsen af lokalplanforslaget. Det gælder, uanset hvad der er baggrunden for, at den endelige vedtagelse ikke er sket.

En lokalplan bortfalder, hvis den ikke er offentligt bekendtgjort senest 8 uger efter den endelige vedtagelse, jf. § 32, stk. 2. Det betyder, at kommunen må starte forfra med offentliggørelse af et lokalplanforslag.