Planlægningen skal sikre, at udbygningen af samfundets infrastruktur til energiforsyning, affaldsbehandling og kommunikation sker under størst mulig hensyn til landskabet, de kulturhistoriske værdier og med færrest mulige miljøgener, både visuelt, forureningsmæssigt og støjmæssigt.
Betegnelsen tekniske anlæg dækker over anlæg som:
- Forsyningsanlæg
- Miljøanlæg
- Vindmøller
- Transport- og kommunikationsanlæg
- Affaldsbehandlingsanlæg
- Andre tekniske driftsanlæg.
Balance mellem fordele og ulemper
Større tekniske anlæg er både en forudsætning for og et resultat af det moderne samfund, men kan samtidig betyde store indgreb i natur og landskab.
Med nye tekniske muligheder opstår der behov for nye større tekniske anlæg. Den kommunale planlægning skal sikre en placering med færrest muligt gener for natur, landskab og befolkning og samtidig sikre den mest optimale udnyttelse.
Planlovens krav til tekniske anlæg
Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af tekniske anlæg, herunder arealer til fælles biogasanlæg.
Herudover regulerer planloven ikke tekniske anlæg konkret, men de forskellige typer tekniske anlæg er typisk omfattet af anden sektorlovgivning, fx lov om vedvarende energi, bekendtgørelse om affald mv. Derudover vil tekniske anlæg ofte skulle VVM-vurderes.
Se også: VVM og miljøvurdering
Ansvarlige myndigheder
Hvilken myndighed, der har ansvaret for de enkelte anlægstyper, fremgår af undersiderne til dette tema.
Plan- og landdistriktsstyrelsen har den overordnede koordinerende rolle i det lovpligtige plantilsyn, mens de enkelte sektorministerier selv varetager deres sektorinteresser knyttet til kommunernes lokalplanlægning.