Klage

Reglerne vedrørende klager samt hvem der er klageberettigede fremgår af planloven. Planklagenævnet er klagemyndighed og afgørelser kan desuden indbringes for en domstol.

Afgørelser efter planloven kan indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63 om domstolskontrollen med forvaltningen. Både kommunalbestyrelsers og Planklagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.

Hvem kan klage?

Det er angivet i planloven at de klageberettigede er minister for landdistrikter og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald, herunder en nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker. For plansager er der i praksis anvendt en bred afgrænsning af begrebet "retlig interesse" og dermed af, hvem der kan klage.

Landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen som formål, kan være klageberettigede. Dette på betingelse af, at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, samt at foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Klagemyndighed

Planklagenævnet afgør alle klager over kommunalbestyrelsernes afgørelser, der træffes med hjemmel i planloven. Nævnets afgørelser er endelige og kan ikke påklages til hverken miljøministeren eller anden administrativ myndighed. 

Grundejer- og beboerforeningers afgørelser kan påklages fuldt ud til kommunalbestyrelsen. Afgørelserne i disse sager kan, for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til Planklagenævnet. 

Søgsmål

Afgørelser efter planloven kan indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63 om domstolskontrollen med forvaltningen. Kommunalbestyrelsers og Planklagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.

Det er som hovedregel ikke nogen betingelse, at den administrative rekurs er udtømt. Der kan derfor anlægges sag, selvom klagemuligheden til Planklagenævnet ikke er udnyttet.

Ønsker man at indbringe en afgørelse truffet af Planklagenævnet for domstolene, er man forpligtet til at rette sig efter Planklagenævnets afgørelse, indtil domstolen måtte bestemme noget andet.

Efter planloven, skal der være anlagt sag inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. Er der sket offentlig bekendtgørelse, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.