Plandata.dk påbegynder udfasning af SOAP og overgår til nyt REST API

Publiceret 19-02-2024

Der er udviklet en ny REST-snitflade til at understøtte system-til-system-indberetning til Plandata.dk. Denne nye REST-snitflade skal erstatte den eksisterende SOAP-service, som planlægges udfaset pr. 15. november 2024.
REST-snitfladen er tilgængelig i både Plandata.dk’s eksterne testmiljø samt i produktionsmiljøet, og det er således muligt både at teste den og tage den i brug allerede nu. Se links til vejledninger nederst i meddelelsen.

Hvad er nyt i det nye REST API ift. SOAP-snitfladen?

Den nye REST-snitflade møder skærpede sikkerhedskrav og er bl.a. overgået til at bruge MitID. Det betyder, at der ved indberetning skal følges en standard login-procedure for MitID, som ikke er påkrævet ved SOAP-servicen. MitID skal anvendes både til Plandata.dk’s produktionsmiljø samt til testmiljøet, hvor vi anbefaler, at den nye snitflade afprøves. Se link til opsætningsguide nederst i meddelelsen.

I udviklingen af den nye snitflade for indberetning til Plandata.dk har vi stræbt efter at imødekomme brugerønsker. Derfor har vi bl.a. arbejdet på at forbedre mulighederne for at validere indberettet plandata via REST API’et, og vi har søgt at gøre en række feltnavne mere intuitive, bl.a. vedrørende planers status.

Digital kommuneplan

Parallelt med udviklingen af det nye REST API har vi også udviklet en datamodel, der muliggør, at kommuner via REST-snitfladen kan aflevere en fuldt digital kommuneplan til Plandata.dk. Det er en frivillig mulighed at anvende datamodellen for digitale kommuneplaner til fulde, og således er den nye datamodel designet til også at kunne rumme og modtage data, der svarer til, når kommuneplaner hidtil er blevet indberettet igennem SOAP-servicen. Dog vil dataene stadig skulle pege ned i de nye felter, der er implementeret med den nye model.

I de følgende uger vil vi udsende mere vejledning vedrørende datamodellen for digitale kommuneplaner, ligesom vi agter løbende at præcisere disse i takt med, at vi får tilbagemeldinger fra jer.

Vi arbejder i løbet af 2024 på, at Plandata.dk’s egen web-brugerflade for indberetning, https://indberet.plandata.dk, skal blive i stand til også at understøtte indberetning af fuldt digitale kommuneplaner, men for nuværende kan den fulde datamodel kun anvendes igennem REST API’et.

For alle øvrige plan- og objekttyper er den grundlæggende datamodel uændret, men en række feltnavne er ændrede ift. i SOAP-servicen mhp. at gøre dem mere intuitive og strømlinede med øvrige dele af Plandata.dk.

Hvilke plan- og objekttyper er understøttet i REST API’et?

REST API’et understøtter på nuværende tidspunkt indberetning af følgende plan- og objekttyper:

  • Lokalplaner inkl. delområder og byggefelter
  • Kommuneplaner og kommuneplantillæg inkl. rammer samt ”emner, indhold, områder og bilag”
    • Emner, indhold, områder og bilag er alle nye objekttyper i modellen for fuldt digitale kommuneplaner. Emner, indhold og områder er udviklet til at kunne rumme alle retningslinjer samt redegørelse og hovedstruktur.
  • Spildevandsplaner (kloakopland og mulighed for udtræden)
  • Varmeforsyningsplaner (forsyningsområde, tilslutningspligtområde og forsyningsforbudsområde)
  • Varmeplaner

Paralleldrift og support:

Overgangen til en ny snitflade og skærpede sikkerhedskrav kræver tilpasning hos de, der hidtil har anvendt SOAP-servicen. Derfor har vi planlagt en betydelig periode med paralleldrift af den gamle og den nye løsning, der betyder at SOAP-servicen først forventes endeligt lukket fra d. 15. november 2024.

Vi opfordrer alle brugere til at kontakte os med eventuelle spørgsmål og udfordringer. Det bemærkes igen, at vi med udgangspunkt i jeres tilbagemeldinger vil arbejde på løbende at præcisere vores vejledninger.

Spørgsmål bedes fremsendt til product owner, Siv Louise Steffensen (sivste@plst.dk) og projektleder Ole Pagh-Schlegel (olesch@plst.dk).

Relevante links :

Dokumentation af REST API ved brug af Swagger:

Se guide til opsætning af adgang til REST API’et (MitID) samt anvendelse af det, her

Med venlig hilsen,

Plandata.dk