Arbejdsgruppen skal udarbejde forslag til, hvordan planlovens regler om klimatilpasning kan skærpes for at forebygge fremtidige skader og omkostninger vedrørende oversvømmelse og erosion. Arbejdsgruppen skal desuden tage stilling til, om anden lovgivning, f.eks. bygningsreglementet, hensigtsmæssigt kan ændres i den forbindelse.
Arbejdsgruppen skal nærmere bestemt kvalificere følgende mulige justeringer af planloven m.v.:
- Indførelse af ensartet metode og datagrundlag for kommunernes udpegning af fareområder i lyset af de fremtidige klimaforandringer.
- Byudvikling på bar mark (udvidelse af byzone) i fareområder betinges af, at der er truffet beslutning om etablering af fuldt finansierede afværgeforanstaltninger, hvor samfundsøkonomi indgår som et af flere kriterier, og at der stilles krav om faktisk etablering af afværgeforanstaltningerne som betingelse for byggetilladelse.
- Planlægning for eller landzonetilladelse til ny eller udvidet bebyggelse i fareområder i landzone betinges af, at der er etableret afværgeforanstaltninger, hvor samfundsøkonomi indgår som et af flere kriterier.
- Afskære umiddelbar byggeret (byggeri der ikke kræver landzonetilladelse) i fareområder i landzone. De pågældende byggeprojekter vil herefter kræve landzonetilladelse.
- Udlægning af nye sommerhusgrunde og udvidelse af eksisterende sommerhusområder i fareområder betinges af, at der er truffet beslutning om etablering af fuldt finansierede afværgeforanstaltninger, hvor samfundsøkonomi indgår som et af flere kriterier, og at der stilles krav om faktisk etablering af afværgeforanstaltningerne som betingelse for byggetilladelse.
- Opførelse af nye sommerhuse i etablerede sommerhusområder i et udpeget fareområde betinges af, at der er etableret afværgeforanstaltninger, hvor samfundsøkonomi indgår som et af flere kriterier.
Arbejdsgruppen skal som en del af arbejdet:
- Tilvejebringe relevante analyser, herunder af kommunale planer for byggeri i oversvømmelsestruede områder, der kan lægges til grund for forslagene til lovændringer
- Udarbejde forslag til konkrete kriterier for datagrundlag og metode ved kommunernes udpegning af fareområder inkl.:
- mulighed for kommunal fravigelse af statslige screeningsresultater på baggrund af relevante lokale data.
- et system for ajourføring af kriterier for data og metode.
- Præcisere forholdet mellem udpegning af risikoområder efter oversvømmelsesloven og udpegning af fareområder efter planloven
- Tilvejebringe overblik over – bl.a. på kort – hvor der, på baggrund af de foreslåede kriterier, udpeges områder med begrænsninger for kommunernes planlægning og tilladelse til byggeri. Kortmaterialet skal også tydeliggøre, hvor det foreslås at regulere byggeri, der i dag ikke kræver landzonetilladelse.
- Kvalificere, hvordan samfundsøkonomi skal indgå som et kriterie i forhold til afværgeforanstaltninger.
- Komme med forslag til en vejledningsindsats over for kommunerne i forbindelse med deres planlægning med henblik på at sikre en hensigtsmæssig og effektiv klimatilpasning.
Arbejdsgruppen består af relevante medarbejdere fra By- Land og Kirkeministeriet, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Miljø- og Ligestillingsministeriet og Social- og Boligministeriet samt underliggende styrelser og institutioner.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen er sekretariat og mødeleder for arbejdsgruppen.
Arbejdsgruppen afgiver rapport med forslag til regelændringer til regeringen senest medio maj 2025.