Udkast til lovforslag vedr. tilpasning af Høvsøre Testcenter for vindmøller er sendt i offentlig høring

Publiceret 22-06-2023

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har sendt udkast til forslag til lov om ændring af lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild (Mulighed for færre men højere vindmøller ved Testcenter Høvsøre) i høring.

Med lovforslaget foreslås rammerne for Testcenter Høvsøre tilpasset, så der kan testes færre, men højere vindmøller.

Tilpasningen af Høvsøre Testcenter er en del af en aftale af 15. december 2021 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance om at styrke rammevilkårene for test af vindmøller i Danmark. Aftalen er efterfølgende tiltrådt af Moderaterne.

Tilpasningen har til formål at muliggøre afprøvning af prototypemøller, der er op til 275 meter høje, hvor der i dag kun er mulighed for at teste op til 200 meter høje møller. Tilpasningen indebærer en nedlæggelse af to af de nuværende syv standpladser til test af vindmøller for at kunne teste højere prototypemøller.

Udkastet til lovforslag og notits om lovforslagets hovedindhold kan tilgås på høringsportalen: Link til Høringsportalen.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen skal anmode om, at eventuelle bemærkninger til udkastet til lovforslag sendes til testcenterhovsore@plst.dk senest d. 17. august 2023.

Eventuelle spørgsmål kan stiles til Morten G. Christensen på morchr@plst.dk eller på tlf. 2138 1491.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har tillige udsendt en miljø- og habitatkonsekvensrapport vedrørende projektet i høring. Høringen kan ligeledes tilgås på høringsportalen på dette link.