I 1973 introducerede designteoretikerne Horst Rittel og Melvin Webber begrebet wicked problem for at gøre opmærksomme på den kompleksitet og de udfordringer, der kan være i f.eks. planlægnings- og socialpolitiske problemer (klimaproblemer, ghetto- og bandeudfordringer, bymidteudfordringer m.v.). Modsat de “simple”, logiske problemer, vi kender fra f.eks. matematik og skak, mangler wicked problems klarhed, både hvad angår mål og løsninger. Oveni disse udfordringer ift. artikulering og interne logikker er de komplekse problemer udsat for den ”virkelige verdens” bindinger, der forhindrer talrige og risiko-fri forsøg på løsningen af dem. Ifølge Rittel og Webber har wicked problems 10 vigtige karakteristika:
- De har ikke en entydig og definitiv formel.
- De har ikke et ”stopsignal”. Med andre ord har disse problemer ikke en indre logik, der angiver, hvornår de er løst.
- Deres løsninger er ikke rigtige eller forkerte, kun gode eller dårlige.
- Man kan ikke afprøve løsningen på et wicked problem.
- De kan ikke studeres via ”trial and error”-metoder. Deres løsninger er irreversible, så ethvert forsøg tæller.
- Antallet af løsninger og tilgange til et wicked problem er ubegrænset.
- Ethvert wicked problem er i sin essens unikt og særegent. Løsninger fra ét problem i én kontekst kan altså ikke umiddelbart overføres til et andet.
- De kan altid beskrives som symptomer på andre problemer.
- Beskrivelsen af et wicked problem viser vejen for dets fremtidige løsninger.
- Planlæggere – forstået som dem, der finder og udvælger løsninger på disse problemer – har ikke lov til at tage fejl. I modsætning til matematikere er planlæggere ansvarlige for de konsekvenser, deres løsninger skaber, idet effekten kan have stor betydning for de mennesker, der bliver berørt.
Klimaforandringer, uddannelsesproblemer, folkesundhed, social balance og bymidteudfordringer er alle eksempler på wicked problems. De kan ikke formuleres enkelt og er umulige at løse på en lineær eller afsluttende måde. Vores skiftende debat om bymidterne, de regionale faktorer, der skaber de lokale forudsætninger og vores evne til at præsentere uendeligt mange løsninger (sammen med det irreversible ved disse) kræver, at vi tilgår problemet på en holistisk og samskabende måde, mens vi konstant leder efter langsigtede og fremtidsfokuserede løsninger. En nøgle til dette arbejde er at skabe en samarbejdsplatform for mangfoldig videns- og meningsudveksling/-dannelse og afprøvende handlinger.
Rittel, H. W., & Webber, M. M. (1973). "Dilemmas in a General Theory of Planning."Policy sciences, 4(2), 155-169